09.10.2017Møde & Event News

Fuldt hus - var du med?

Se fotos fra dagen, da 175 danske og svenske mødeplanlæggere mødtes med 57 danske og svenske venues i Malmø.

I ét og samme store konferencelokale på Clarion Hotel & Congress Malmö kunne 175 danske og svenske mødeplanlæggere skifte mellem speedmøder med 57 venues fra Danmark og Sverige, afbrudt af inspirerende foredrag, som både udstillere og mødeplanlæggere overværede i fællesskab. Der var på alle måder lagt op til fællesskab og til at holde sine møder på nye steder og nye måder.

Guldkontakterne

Mødeplanlæggerne Eva Petterson fra Roxtec International (tætningsløsninger til kabler) og Ann-Charlotte Palm fra Roxtec AB har hvert deres ansvarsområde og var sammen på Meeting Live Øresund for anden gang. ”Ligesom sidste gang besøger vi først og fremmest de steder, vi ikke kender i forvejen. ”Vi går efter nye koncepter og smarte løsninger, som kan aflaste os selv.” De svenske planlæggere havde booket speedmøder med 6 udstillere, de ikke kendte i forvejen. ”Bortset fra ’Øresundsbron’. Nelly besøgte vi også sidste år, men de fornyer sig hele tiden, så vi vil gerne besøge hende igen,” sagde Ann-Charlotte Palm.

For at teste, om der er nye guldkontaktpersoner blandt udstillerne har de to mødeplanlæggere en helt bestemt strategi: ”Vi lader dem tale og siger ikke ret meget selv.”

Husk at lade op!

”Hvis du kan tage dig sammen og stramme dig op, har du også brug for at holde pauser. Begge dele er lige vigtigt,” lod skuespiller Ellen Hillingsø forstå i sit foredrag om den vigtige balance mellem at kræve meget af sig selv og at lade op mellem kravene. ”Kun hvis du ved, hvordan man strammer sig op, kan du også vælge at slappe af,” sagde hun.

Ekspert i sociale medier, Frida Boisen brød ind i hjerterne med sit foredrag om, hvordan man bedst når ud til flest mulige mennesker. Nemlig ved at have fat i de store og basale følelser i sine budskaber: Kærlighed, glæde, varme og rædsel. ”Spørg jer selv: Hvad er vigtigst for mig personligt, og hvordan kan det kombineres med budskabet fra den virksomhed, du repræsenterer!” sagde hun.

”Meeting Live Øresund” har været afholdt to år i træk og er arrangeret som et samarbejde mellem Kursuslex i Danmark og ”Compro Möten & Event” i Sverige.

Se fotos fra dagen


?