28.07.2017Møde & Event News

Glamsbjerg Hotel på Fyn leder efter nye ejere

Bestyrelsen for Glamsbjerg Hotel A/S skal i starten af august diskutere, om hotellet fortsat skal forpagtes ud, eller om det eventuelt skal sælges.

Aftalen med de forpagtende brødre af det 132 år gamle Glamsbjerg Hotel på Fyn, Danny og Johnny Christensen udløber med udgangen af 2017. "Stillingen som forpagter af hotellet er blevet slået op og delt på Facebook. Det er sket for at se, om der er interesse for forpagterstillingen," siger Knud Hansen, der er juridisk ansvarlig i Glamsbjerg Hotel A/S, som ejer hotel-ejendommen på Søndergade i Glamsbjerg.

"Det er ikke særlig sjovt at skulle finde forpagtere så hurtigt igen. Det var ikke det, vi havde drømt om. I første omgang har vi lavet opslaget, og så vil der ikke ske mere, før vi har haft bestyrelsesmøde i august. Så må vi se, om vi skulle være så heldige, at nogle retter henvendelse på baggrund af den annonce, der er lagt ud," siger Knud Hansen og slår fast, at ikke alle og enhver kan blive hotel-forpagtere. "Men vi har god belægning på værelserne, så på den led kører det fint."

Salg af hotellet er en mulighed

"Om det bliver en forpagtningsløsning, eller om man vil forsøge at sælge hotellet, skal jeg lade være usagt, for det er bestyrelsen, der skal beslutte det. Men det er også en belastning for bestyrelsen for ejendomsselskabet, for der er temmelig mange opgaver forbundet med at lave et forpagterskifte, og det er jo frivilligt arbejde, vi går omkring det her. Om man kan blive ved med at holde til det, eller om man måske kan finde en bedre løsning ved, at man fik det afhændet. Den beslutning er slet ikke truffet endnu."

Konstruktion af Glamsbjerg Hotel er lidt anderledes, da Glamsbjerg Hotel A/S ejer ejendommen. Selskabet har omkring 200 private aktionærer, og Foreningen Glamsbjerg ejer knap halvdelen af aktierne og har stemmemajoriteten. Bestyrelsen i Glamsbjerg Hotel A/S består af frivillige og Bent Schmidt, der som formand for Foreningen Glamsbjerg er født formand i hotelselskabet.

"Men nu vil bestyrelsen overveje, om den model stadig holder," siger Knud Hansen. "Om vi tror på, at den organisation også vil fungere på længere sigt, eller man skal finde ud af at få hotellet solgt. Det skal vi overveje. Formålsparagraffen for selskabet gør, at vi ikke umiddelbart kan sælge, uden at vi skal have en ekstraordinær generalforsamling, og at man får et alternativ til hoteldrift ind i formålsparagraffen. Det er vi nødt til, ellers kan vi ikke sælge det," slutter Knud Hansen. (Kilde: Fyns.dk)

Læs mere om Glamsbjerg Hotel


?