12.02.2018Møde & Event News

Hotel udvider i Aarhus

Byernes by gør det igen: Nu kommer der igen flere hotelværelser til byen, når et de store hoteller laver en knopskydning med 198 værelser.

Hotelkæden Comwell har fremsendt et forslag til Aarhus Kommune til en udvidelse af det nuværende hotel. Forslaget består af en 15 etager høj og ikonisk tilbygning formet som en trekant med organiske, runde hjørner. Udvidelsen rummer 198 nye værelser, mødefaciliteter og restaurant. På de øverste to etager etableres der selskabslokaler, lounge og en sky bar, hvor man kan nyde en storslået udsigt over byen. Samtidig etableres der en gangbro over banelegemet, så hotellet forbindes med det centrale Aarhus, forlyder det i en pressemeddelelse.

Stigende antal businessgæster

"Vi er meget glade for den måde, vi er blevet modtaget på i Aarhus, siden vi åbnede Comwell Aarhus i 2014. Vi har gennem hele forløbet haft et fantastisk samarbejde med ejendommens ejer, familien Lorenzen, der også har givet os tilsagn på, at ville stå bag opførelsen af udvidelsen. En udvidelse af det nuværende hotel vil ikke alene tilføre den nye bydel omkring banegården en arkitektonisk, smuk bygning men også en urban plads, som kommer til at samle området mellem Centralværkstedet og Frederiks Plads," siger koncernchef, Peter Schelde, som i beslutningen henviser til det stigende antal forretningsgæster på Comwell Aarhus.

Baren bliver bygningens lanterne

Det er det danske arkitektfirma, Arkitema Architects, der står bag tegning af den ikoniske bygning, og som en naturlig tilføjelse kommer den til at vokse ud af den eksisterende base. En glasforbindelse på første sal binder de eksisterende hotelfunktioner sammen på tværs og skaber nye opholdsterrasser. Hvor den eksisterende bygning er stram og skarp i sit udtryk, arbejder den nye bygning med afrundede kanter og en tredimensional facade. Facaden vil understrege bygningens dynamiske former og samtidig medvirke til at bryde vinden fra vest, så der skabes mulighed for ophold i hjertet mellem de to bygninger. På toppen vil en bar lyse som en lanterne og tilbyde en af byens bedste udsigter. Udvidelsen forventes af koste et 3-cifret mio. beløg, og hvis lokalplanen vedtages forventes byggeriet at stå færdig i begyndelsen af 2021.

Se mere om Comwell Aarhus


?