11.06.2018Møde & Event News

Hotellerne går under jorden

Nyt hotel med 2/3 underjordiske værelser er undervejs. Hotellet fremhæver rolige værelser, fri for trafikstøj og generende sollys.

Først kom alle tagterrasserne og værelser, som groede op over over tagene. Flere og flere hoteller udvider nu kapaciteten med værelser under jorden. Hernede er der stadig "frie arealer" til bebyggelse centralt i byerne. Vinduerne afløses af lysende skærme med billeder. Indretningen gøres hyggelig og smart. Nordic Choice hotel "Hobo" i Stockholm har 12 værelser under jorden (foto) og alt, hvad gæsten ellers får af faciliteter på de øvrige etager, er luksuriøst og på højt designmæssigt og kulinarisk niveau. Hotel "With Urban Deli" har 106 underjordiske værelser og begyndte udvidelsen nedad i 2015. På hjemmesiden fremhæves de "stille og rolige værelser, helt fri for trafikstøj og generende sollys".

2/3 af hotellets værelser bliver underjordiske

Til næste år bygges et nyt hotel i Stockholms centrum, ligeledes med værelser under jorden. Hotellet får 94 værelser, hvoraf 2/3 kommer til at ligge under jorden. Digitale lys- og lydoplevelser bliver en vigtig del af stemningen i disse "bunker-værelser". Om sikkerhed også kan være et salgsparameter, vil vise sig.

"En af årsagerne til at bygge hotelværelser uden vinduer er, at sådanne placeringer ikke egner sig til almindelig beboelse. Men hvis værelset er til kortere ophold som på et hotel, kan det sagtens fungere og tilmed byde på flere fordele," siger Anders Johansson fra rådgivninsvirksomheden Hospitality Visions.

Værelserne egner sig til lavpriskoncepter

Værelser under jorden har ofte en lavere pris end værelser med vinduer og kan derfor tiltale en prisfølsom målgruppe. Internationale gæster er ikke vant til hotelværelser uden vinduer, da det er forbudt i mange andre lande. Derfor er det vigtigt at kommunikere denne særhed tydeligt og senest ved indtjekningen, så man ikke har forskellige forventninger til opholdet. Men for mange vil freden og roen under jorden kunne ses som et plus, ikke kun ift. pengepungen. Kilde: Besöksliv.

Se mere om Hotel Hobo

Se mere om With Urban Deli


?