09.02.2018Møde & Event News

Lufthavnshotel får ny hotelchef

Svenske Lisette Jönsson er netop begyndt som hotelchef for Clarion Hotel Copenhagen Airport. Hotellet opgraderes for 70 mio. kroner.

På lufthavnshotellet, Clarion Hotel Copenhagen Airport bliver svenske Lisette Jönsson højre hånd for hotellets svenske general manager, Miri Sumiq. Lisette Jönsson kom i 2008 til Nordic Choice Hotels, der siden april sidste år har drevet Clarion Hotel Copenhagen Airport. Lisette Jönsson kommer fra en stilling som shiftleader i receptionen på det dengang nyåbnede Clarion Hotel Sign i Stockholm. I 2012 blev hun front desk manager på Comfort Hotel Stockholm, der også hører under den norske Nordic Choice-kæden.

Clarion opgraderer for 70 mio. kroner

På Clarion Hotel Copenhagen Airport har Lisette Jönsson ansvaret for den daglige drift og en central rolle i hotellets renovering, der omfatter både lobby, restaurant og mødefaciliteter. Clarion Hotel Copenhagen Airport er i gang med at bruge omkring 70 millioner kroner på opgraderinger – blandt andet sløjfes loungen på øverste etage for at give plads til 5 nye hotelværelser. Det er i hvert fald planen, men ombygningstilladelsen fra Tårnby Kommune lader vente på sig. Kilde: StandBy.

Se mere om Clarion Hotel Copenhagen Airport


?