20.02.2018Møde & Event News

Manden bag hotelsucces fylder 60

Holger Brodersen har på 7 år vendt hotellet fra krise og salg til succes og rekord i antal overnattende.

Hotel Christiansminde er som forvandlet efter 7 år under Holger Brodersens ledelse. Da han i 2011 rykkede ind i direktørkontoret var det historiske hotel i krise og sat til salg. Inden Holger Brodersen kom til med redningen havde han skabt en positiv U-vending for Odense Congress Center og havde optimeret golfbanen i Bogense, et kur-/ konference-/ skisportshotel i Østrig og Hotel Australia i Vejle. I 2017 slog hotellet sin egen belægningsrekord og kom ud med et flot overskud.

"Det er lykkedes, at få konferencekunderne tilbage," forklarer Holger Brodersen. "Antallet af busgrupper er steget med årene, ligesom turister på aktiv ferie har gjort ivrigt brug af hotellet og naturen i området. Vi har desuden fulgt intensivt op på events på Fyn, så bl.a. ridesporten, koncerter og store byfester har givet overnattende gæster hos os. Heldigvis har lokalbefolkningen også igen fået øjnene op for restaurantens kvalitet og skønne beliggenhed, så den benyttes ofte til både fester og begravelser. Men succesen skyldes primært et fantastisk hold af medarbejdere."

Mere fokus på velvære

Holger Brodersen er uddannet både som civiløkonom og tjener. Hans forretningssans, markedsforståelse og store netværk er sammen med hans udviklingstrang og målrettede engagement en stor del af forklaringen på de succeser, han har skabt. Tidligere har han søgt nye udfordringer, når en krise var vendt til succes, men han har denne gang planer om at blive på Hotel Christiansminde.

"Planerne for fremtiden er at gøre endnu mere ud af velvære og integration af naturen, så vore gæster rejser hjem med minderige oplevelser fra Sydfyn. Samtidig vil jeg gerne være med til at oplære flere unge og lade det gode i vores hotelkultur brede sig ud i branchen. Jeg lærte meget som ung trainee på Munkebjerg, og den nysgerrighed og forretningssans vil jeg gerne give videre," siger han.

Ved siden af direktørjobbet sidder Holger Brodersen i bestyrelsen for Gæsteatelier Hollufgård og Danseteater Inger Kristensen, i Advisory Board for Inspiring Denmark og medlem af VL-gruppe 56. Han nyder at lade sig udfordre af kunsten i at bytte sin viden om business. Privatlivet har betalt prisen for de mange timers møder, rejser og arbejdstimer som forretningsmand. Holger Brodersen er ikke gift men en glad far til en pap-datter på 10 år og en søn på 5 år. Igennem årene er det blevet til mange rejser og mange gode oplevelser sammen med familien. Heartland Festivalen eller en privat middag med frikadeller og stuvet hvidkål hører til favoritterne.

Reception

I anledning af Holger Brodersen 60 års fødselsdag den 22. februar holder Hotel Christiansminde reception fredag den 23. februar kl. 13.30 – 17.00.

Se mere om Hotel Christiansminde


?