12.04.2018Møde & Event News

Nyt hotel i samarbejde med Kadeau

Hotellets 3-etagers restaurant skal drives af folkene bag den 2-stjernede Michelin-restaurant. Hotellet vil også få en særligt indrettet bar.

Nyt strategisk partnerskab mellem Brøchner Hotels og toprestauranten Kadeau bliver en realitet, når dørene til boutique hotelkædens nye 5-stjernede Hotel Herman K åbner til juni. Hotellet er bygget som en arkitektonisk sammensmeltning mellemr kulturhistorie og moderne standarder med beliggenhed over for Magasin i København.

Med Nicolai Nørregaard i spidsen

Hotellets 3.etagers restaurant skal drives af folkene bag toprestauranten Kadeau, der netop har sikret sig 2 michelin-stjerner til restauranten på Christianshavn. Om konceptet for den kommende restaurant,siger michelin-kokken Nicolai Nørregaard, der er køkkenchef og medejer af Kadeau: ”Vi har længe flirtet med Brøchner Hotels og glæder os meget til samarbejdet. Vi deler de samme værdier og stræber begge efter at skabe nye, unikke gæsteoplevelser, som løfter standarden. Vores mål er at skabe et sted for alle med vores særlige Kadeau-ånd, hvor stemningen er i top, og maden emmer af kvalitet og gode råvarer.”

Bar og nye koncepter

Hotel Herman K åbner til juni med 31 værelser og suiter, som alle er præget af det særlige indretningsdesign, som er hotellets særlige udtryk. Der bliver cocktail bar og unikke koncepter for hotellets gæster og lokale på det nyåbnede boutique hotel. I 2019 åbner Hotel Ottilia i Carlsberg Byen som et 4+ stjernet boutique hotel i Maltmagasinet samt Lagerkælder 3 med 156 værelser, restaurant, barer, spa, konferencefaciliteter og tagterrasse.

Læs mere om Hotel Hermann K


?