25.09.2017Møde & Eventmagasinet

Skab tryghed – spred ikke frygt

Hvordan bliver hoteller og konferencesteder bedre til at tænke sikkerhed, hvad skal man være opmærksom på, og hvad kan gøres bedre?

”Sikkerhedsbilledet er en bred pallet – fra ludere og lommetyve til terror,” sagde sikkerhedschefen for BC Hospitality Group ved MPI-seminar i august. En repræsentant for efterretningstjenesten sagde: ”..der er en alvorlig terrortrussel mod Danmark.” Hvordan bliver hoteller og konferencesteder bedre til at tænke sikkerhed, hvad skal man være opmærksom på, og hvad kan gøres bedre? Det var nogle af emnerne ved et seminar om sikkerhed i august på Scandic Sluseholmen i København med 50 tilmeldte, arrangeret af den danske afdeling af Meeting Professionals International (MPI).

PET giver gode råd

Til at give gode råd havde MPI bl.a. indskrevet Martin Stuchly, sikkerhedschef i BC Hospitality Group (BCHG), der tæller Bella Center og Forum samt hotellerne Crowne Plaza, AC Hotel Bella Sky Copenhagen og Copenhagen Marriott Hotel. Det andet indlæg kom fra en repræsentant for Politiets Efterretningstjeneste (PET)’s Center for Terroranalyse. Han ville ikke fotograferes og ønskede ikke sit navn nævnt i denne artikel, hvorfor han her i stedet kaldes Hr. PET. ”Sikkerhed er top of mind” Martin Stuchly fra BCHG: ”Sikkerhedsbilledet er en bred pallet – fra ludere og lommetyve til terror. Hvis der er behov for det, så inddrag og brief de ansatte, for flere øjne ser mere end en enlig vagt.”

BCHG ser, at når der skal være arrangementer med bl.a. mange udenlandske deltagere, spørges der stadig mere til, hvad der tilbydes på sikkerhedsområdet. ”For mange udenlandske kunder er sikkerhed top of mind. Men det er vigtigt, at man som arrangør eller leverandør af mødesteder signalerer noget tryghedsskabende og ikke spreder frygt,” sagde Martin Stuchly.

Sikkerhedschefen understregede vigtigheden af, at hoteller og mødesteder har en sikkerhedsstrategi. Den skal ikke opfindes, når noget uventet sker, og den skal være del af organisationen og ikke kun omfatte vagter. ”Skab en ’se noget – gør noget’ kultur,” sagde Martin Stuchly og fortsatte: ”En sikkerhedsplan kan være en papirtiger, hvis den ikke er tilpasset. Man skal holde gryden i kog med øvelser osv. Alle procedurer skal være på plads. Medarbejderne skal kende evakueringsruterne, vide hvordan en ildslukker virker, og hvor de er. Og hvem tager imod politi og brandvæsen, og hvem går på scenen og siger, at lokalerne skal forlades osv.”

Alvorlig terrortrussel mod Danmark

”Der er en alvorlig og kompleks terrortrussel mod Danmark pga. flere faktorer. Vi er en krigsførende nation i bl.a. Syrien og Irak,” sagde Hr. PET. ”Mange terrorister vil gerne slås ihjel, for hvis de dør som ’martyr’ er de lovet, at de kommer i himlen - med bl.a. nærmest ad libitum adgang til jomfruer,” sagde Hr. PET. Muhammed-tegningerne i Jyllands-Posten i 2005 betyder stadig meget for det danske trusselsbillede, sagde han og henviste til skudepisoden i februar 2015 ved Krudttønden i København, hvor målet var den svenske bladtegner, der også havde tegnet Muhammed. ”På nettet er der hjemmesider med vejledning om alt fra bombefremstilling til at bruge lastbiler til at køre ind i menneskemængder,” sagde Hr. PET og tilføjede, at der ikke er grund til panik over terror: ”Jeg blev født i 1960, og frem til i dag er fem døde af terror i Danmark - mens 40.000 er dræbt ved trafikulykker.

Læs hele Møde & Eventmagasinet online her


?