11.10.2017Møde & Event News

Stordalen vil byudvikle København

"Vi kommer til at skabe et nyt Nyhavn," siger hotel-guruen.

"Vi kommer til at skabe et nyt Nyhavn på Postgrunden. De fleste tænker for småt. De tænker kun på det ene projekt som de selv er i gang med uden at tænke på, hvad det betyder for byrummet omkring dem, og det skaber ikke værdi på sigt."

Sådan siger hotelinvestor Petter Stordalen, der blandt andet investerer i et nyt hotel med 500 værelser på Postgrunden midt i København."Go big or go home. Det var vores tanke med København. Så fandt vi dette." Så store er ordene fra den norske hotelinvestor om købet af den centrale Postgrundbygning i centrum af København sidste efterår. Han har en opfordring til projektudviklere og byudviklere generelt om at tænke i rum, hvor mennesker kan opholde sig, i fontæner og bænke, som han siger.

Nordmænd elsker Nyhavn, og derfor er det da også referencerammen. "Dette skal blive det nye Nyhavn. Her kan sidde flere 1.000 mennesker og tage en øl i et kvarter med hotel, boliger og kontorer. Og det kommer vi til. Det bliver en stor gevinst for København, og jeg glæder mig til at udvikle området sammen med Danica", sagde Petter Stordalen forleden på Oslo Urban Arena, hvor han talte til 600 investorer, arkitekter, rådgivere, byplanudviklere og studerende.

Han ville gerne gå i rette med, hvad der skal til for at vinde konkurrencer. "Der er nogle, der siger, at jeg vinder retten til at bygge i byerne, fordi jeg betaler mest. Men når det gælder Postgrunden og Brunkebergstorg i Stockholm , så handler det ikke om det. Det handler om, at vi tør skubbe til grænserne og tilføre mere end bare det at bygge endnu et hotel. Når man skal skabe et godt projekt, så bliver man nødt til at starte med en vision og ikke starte med regnemaskinen.

De fleste projekter bliver til ved, at man sparer de sidste 50-100 millioner kr. for at få enderne til at nå sammen, men det er ofte dér, man kunne have skabt magi. Fremtidens byer bliver mødepladser, og vi kommer til at bruge byen på helt nye måder. Så min opfordring til branchen er: Tænk ikke bare på at bygge eller udvikle en enkelt ejendom eller et nyt hotel, men husk at al udvikling skal give noget tilbage til byen. Byer skal være til for mennesker og ikke omvendt – så tænk stort. (Kilde: Estate Media)

Læs mere om Postgrundens nye bykvarter


?