13.03.2018Møde & Event News

Strandhotel Marienlyst udvider med 6.500 m2

Der bliver en helt ny værelsesfløj, og de eksisterende hotelbygninger udvides med 2 etager.

Strandhotel Marienlyst får grønt lys til 6.500 m2 udvidelse, der omfatter en ny værelsesfløj på 4.600 m2 fordelt på 6 etager med tagkip samt en udvidelse af de eksisterende hotelbygninger mod øst med 2 etager.

Politikerne i By-, Plan- og Miljøudvalget i Helsingør har nu godkendt Strandhotel Marienlysts udvidelsesplaner, som vil give hotellet mulighed for at nå en kapacitet på 280 værelser. Lokalplanen åbner op for, at de enkelte værelser kan udstykkes som såkaldte hotellejligheder, og ifølge SN.dk peger meget på, at lejlighederne vil blive udstykket.

Salg af lejligheder

Selskabet (Artha Marienlyst, red.) har erhvervet 49,9% af Strand- & Badehotel Marienlyst. I investeringen er også en byggeret til 50 ferielejligheder, som opføres og søges solgt som projektsalg. Hotellet forventes solgt til en investor inden for en 3-5 årig periode, skriver Artha Kapitalforvaltning, der ejer 49 procent af Strand- og Badehotel Marienlyst på deres hjemmeside.

Hotellets nuværende bygningsmasse til hotel-, spa- og konferenceformål har et etageareal på 20.075 m2 og en kapacitet på 225 værelser/suiter. Lokalplanen og kommuneplantillægget for udvidelsen skal behandles på næste møde i Økonomiudvalget, inden den kan endeligt godkendes af Byrådet.

Se mere om Strandhotel Marienlyst


?