09.11.2018Møde & Event News

Det bliver en hvid julefrokost

Der er garanteret sne og julestemning. Den falder midt i byen fra den 17.11 til den 31.12 med 70.000 julekugler og 1000 oplyste grantræer.

De fleste kender situationen: Folk i høje hæle og kolde skuldre stavrer rundt for at finde et sted at gå hen efter julefrokosten. Dørmændene afviser, og der kan være meget i vejen. Så hvis man er til fred og ro og hvid jul, så er Tivoli i år åbent fra 17. november til 31. december. Inden for portene er der nyfalden sne mellem de over 50 spisesteder, barer og cafér. Der er små stræder med udendørs udskænkningsboder, hvor man får glögg, æbleskiver og en frem for alt fredelig stemning, fri for byens trafik og larm. Enhver kan gå rundt, som det passer sig, og man kan slutte af med at mødes på en af kroerne, barerne eller restauranterne. Det giver fin samling over feltet med sådan en "walk & talk" langs julestræderne.

Premiere på nyt, levende lysshow

I år er der premiere på et projekterings-lysshow, der hver dag kan ses på Koncertsalens hvide facade. Med afsæt i bygningens detaljer bruges Koncertsalen som lærred for et pixel-mapping-show, der tager beskuerne med på en rejse i lys og lyd. De levende billeder folder sig ud over 200 m2 og er akkompagneret af Tjajkovskijs Nøddeknækker-musik. Der vil være mere "sne" end de øvrige år, og haven pyntes med over 70.000 julekugler, og for første gang pakkes over 1000 grantræer ind i lys fra top til tå 

En hurtig svingom

Hvis selskabet trænger til at hvile fødderne og samtidig gerne vil nyde alle havens lys i træer, over søen og på alle bygninger, kan alle stige ombord i det gamle damplokomotiv med vogne, der holder klar til afgang på perronen.Der er bygget flere hundrede meter lange togspor i plænespringvandet. Med forskellige tog som kører rundt om det 20 meter høje juletræ. Hvis der skal lidt mere fart over feltet, kan man tage en svingom i karrusellen (det kan der komme sjove fotos ud af). Man kan også få sig en ekstra hurtig svingom i 75-års jubilæumsnyheden "Tik Tak".

Stadig billetter til Nøddeknækkeren

Der er stadig billetter at få til baletten Nøddeknækkeren, som har scenografi og kostumer af H.M. Dronning Margrethe II.

Se mere om møder og events i Tivoli


?