13.09.2021Møde & Event News

Fængslet tager Vestsalen i brug

Unikt bygningsværk giver Fængslet i Horsens en eksklusiv atmosfære - og plads til 800 gæster.

Fængslet i Horsens har slået dørene op til Vestsalen, som ifølge mødestedet vil kunne tiltrække både danske og udenlandske mødegæster.

"Vi er stolte af at kunne præsentere en imponerende og topmoderne sal. Vestsalen lever til fulde op til Fængslets vision om at være det kulturelle fyrtårn i Horsens," siger Henning Nørbæk, formand for Fængslet.

Med sit usædvanlige design er Vestsalen et bygningsværk, der ikke findes andre steder i verden. Salen er skabt ved at åbne bygningen med en glasfacade ud mod den store fængselsgård, mens et transparent tag overdækker den indre fængselsgård. De store glasdøre mod vest kan skydes til side og åbne op til den ydre fængselsgård.

Samlet set er Vestsalen 1.200 m2 og kan rumme op imod 800 gæster. Salen kan inddeles i flere rum, så forskellige behov bliver mødt på én gang i både stor og lille skala. Den nye sals fleksibilitet muliggør en helt ny række af events - lige fra koncerter og tv-produktioner til møder og konferencer.
 
"Vestsalen tilfører Fængslets rå rammer en eksklusiv atmosfære, der nu gør det muligt for os at tilbyde en femstjernet konferenceoplevelse og en ny scene for kulturaktører," siger Henning Nørbæk.

Salen er realiseret i samarbejde med den filantropiske forening Realdania, A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Augustinus Fonden, Salling Fondene, Familien Hede Nielsens Fond, Spar Nord Fonden og Insero Horsens.

Se mere om Fængslet


?