22.03.2021Møde & Event News

Fynske hoteller har mistet én milliard

Destination Fyn efterlyser en klar plan for genåbning af møde- og konferenceaktiviteter.

De fynske hotel- og konferencesteder har haft en nedgang i omsætningen på 38 procent under coronapandemien og har dermed mistet omkring én milliard kroner. Det viser en opgørelse fra Erhvervshus Fyn.

”Branchen er rigtig hårdt presset, og det har uden tvivl været et hårdt år siden marts 2020. Meget af forretningen er fuldkommen forsvundet fra de fynske konferencesteder og hoteller,” siger Rasmus Hessum, chef for Destination Fyn, til TV2 Fyn.

Destination Fyn efterlyser derfor en tydelig plan for den kommende genåbning med retningslinjer, der er til at gennemskue. I byer som Odense, Middelfart og Nyborg skyldes en stor andel af tilbagegangen, at møde-, konference- og eventmarkedet har været helt dødt i det meste af et år nu.

Destination Fyn har derfor fokus på at understøtte de fynske møde- og eventturismeaktører og arbejder både nationalt og internationalt på at tiltrække møder og events.

”Men den slags arrangementer har som regel en længere planlægningshorisont, og derfor undersøger vi sammen med konferencestederne også, hvordan vi med nogle indsatser på lidt kortere sigt kan være med til at understøtte genåbningen,” siger Rasmus Hessum til Fyens Stiftstidende.

I Erhvervshus Fyns undersøgelse er der dog også optimisme at spore hos de adspurgte virksomheder. En tredjedel af dem regner nemlig med at skulle ansætte flere medarbejdere i løbet af efteråret.

Læs mere om Destination Fyn


?