11.08.2020Møde & Event News

Går du i indkøbscentre?

Corona-reglerne for messeaktivitet er de samme som i indkøbscentre 

Når Kursuslex afvikler Nordic Meetings & Events Expo 2020 i Forum d. 2.-3. september, følges de samme retningslinjer, som når man besøger et indkøbscenter.

Kravene er først og fremmest betinget af tilstrækkelig afstand mellem gæsterne. Men på NMEE bliver reglerne skærpet endnu mere. ”Vi ønsker at vise, hvordan man kan afholde en stor messe hvor alle sikkerhedsaspekter tages i brug, men hvor man samtidig får mulighed for at netværke og blive inspireret”, siger Christian Guldager, direktør for Kursuslex.

Alle gæster registreres med navn og kontaktoplysninger og tilbydes godkendte mundbind og éngangshandsker ved indgangen. På samtlige navneskilte er påklistret  en chip, der sammen med antenner i udstillingsområdet registrerer, hvor gæsterne samles. Der vil således være elektronisk overvågning med, at ikke for mange samles på ét sted.

HORESTA´s ”Safe to Visit”-program overholdes overalt og der er spritstationer rigtig mange steder. Desuden går et Corona-team konstant rundt i messeområdet og tilbyder håndsprit og vejledning. I foredragsområderne er der rigelig afstand mellem tilhørerne, og ved de indlæg der afvikles som ”Silent-indlæg” (hvor tilhørere har høretelefoner og speakeren taler i headset) udleveres nye høretelefoner og headset ved hvert indlæg.

”Naturligvis vil vi aldrig gå på kompromis med sikkerheden, og derfor har vi valgt at indføre flere sikkerhedsforanstaltninger end der kræves, for det er naturligvis vigtigt, at samtlige gæster og udstillere kan føle sig helt trygge, når de besøger messen,” slutter Christian Guldager. Her kan du læse mere om messen og tilmelde dig.

Se mere om Nordic Meetings & Events Expo


?