26.06.2018Møde & Event News

Hans Ravnkjær til DANSK IT

Ravnkjær skifter fra firmaet Cheche til at være konferencechef hos interesseorganisationen DANSK IT.

Hans Ravnkjær Larsen er ansat som konferencechef hos interesseorganisationen DANSK IT, som arbejder med et bredt spektrum af it-professionelle individer, og med sine 60 år på bagen en af verdens absolut ældste af den type organisationer.

Organisationen har over 7000 medlemmer og hjælper med til at styrke faglige netværk og praksisfællesskaber igennem kurser, certificeringer og konferencer. Den største af disse er Den Offentlige Digitaliseringskonference med mere end 1600 deltagere hvert år i marts i Aarhus.

Fortsat med fingeren på pulsen

"Jeg skal som konferencechef sammen med mine dygtige kollegaer udvikle og drive en meget central del af foreningens virke, og jeg ser et oplagt interessefællesskab med MPI og mødeindustrien, samtidig med at jeg vil arbejde videre med de tendenser, der kommer til at påvirke os fremover i kraft af at jeg sidder med i MPI’s European Advisory Council," siger snart tidligere formand i MPI, Hans Ravnkjær Larsen til Kursuslex.

De seneste 8 år har han arbejdet som selvstændig hos Cheche, som han var med til at stifte i 2011. Derudover har han i de sidste 4 år arbejdet hos IDA.

Anne Dalgaard ny formand for MPI

Anne Dalgaard fra ingeniørforeningen IDA overtager den 1-årige formandspost hos MPI Denmark. Hans Ravnkjær Larsen bliver siddende i bestyrelsen som Immediate Past President (en støttefunktion for den siddende formand). Anne Dalgaard sidder i MPI's bestyrelse som VP for Education.

Se mere om DANSK IT


?