18.03.2020Møde & Event News

Hotel Corona fik skiftet navn i en fart

Hotel Corona i Herning blev kendt på den forkerte måde og valgte, at navneskiftet til Herning City Hotel blev fremskyndet.

Beslutningen om at ændre navn fra Hotel Corona til Herning City Hotel kom allerede i december, men det var ikke meningen, at det nye navn skulle bruges før den første april. "Verden er jo gået helt af lave med coronavirus, så selvom det ikke har påvirket os, så var det med at få det gjort, og derfor skifter vi navnet allerede nu," siger Poul Müller, direktør for Hotel Corona i Herning. Et navneskift er både bøvlet og koster penge. Der skal sørges for nye skilte, visitkort, kuglepenne, Facebook og meget mere. Alt skal ændres, så der nu står Herning City Hotel.

Nyt navn nødvendigt

Hotellet, som er en del af kæden Small Danish Hotels, er over 100 år gammelt, men Corona klinger ikke længere godt i ørene, selvom navnet har givet meget omtale. "Vi har aldrig nogensinde været så kendt som hotel, som vi er nu. Der er mange både i og uden for Herning, der har lagt mærke til det her. Vores skilt har været på Instagram mange gange," siger Poul Müller. Hjemmesiden er i fuld gang med at blive ændret, og nu skulle det gerne fremgå, at hotellet nu hedder Herning City Hotel. Kilde: TV MidtVest

Se mere om Herning City Hotel


?