20.11.2018Møde & Event News

Hotel kun for kvinder

Hotellet åbner til foråret med 39 værelser, ekstra sikkerhed og feminin indretning. En følge af, at stadig flere kvinder rejser alene både i business og privat.

Hotel Dona Women Only åbner på Mallorca til foråret. Hotellet, som er ejet af hotelkæden "Som Hotels", er indrettet i lyse, feminine farver, og udover et lovmæssigt krav om et minimum af mandlige ansatte vil der kun være adgang for kvinder på hotellet. Konceptet er rettet både mod business segmentet og mod kvinder, der rejser på ferie f.eks. med veninderne. Heller ikke børn har adgang på Hotel Dona Women.

Kvindelige rejsende er en stigende målgruppe

Ideen til det rene kvindehotel er ifølge koncernchef Joan Enric Capellá, at stadig flere kvinder rejser alene. Der er derfor opstået et helt nyt marked for hotellerne ved at imødekomme behovene hos denne målgruppe. I en undersøgelse foretaget af  "Som Hotels" meldte hotelkædens kvindelige gæster således positivt ud omkring et konceptet, hvor kun kvinder har adgang.

Værelser, foyer m.v. er holdt i lyse, feminine farver. Det samme gælder hotellets wellnessområde samt udeområdet med palmer, solstole, pool m.v.

Den går ikke i Danmark

AC Hotel Bella Sky herhjemme har forsøgt sig med samme koncept tilbage i 2008. 20 af hotellets 812 hotelværelser var dengang forbeholdt kvinder. Men det var i strid med ligestillingsloven, mente Ligebehandlingsnævnet. Så på trods af en anke måtte hotellet følge kendelsen og lukke kvindeetagen ned.

”Vi lavede etagen med henblik på forretningskvinder, som måske bare gerne vil være sikre på, at kunne være i fred,” kommenterede Allan Agerholm, koncernchef for BC (Bella Center) Hospitality Group, der blandt andet omfatter Hotel Bella Sky. Kilde: Stand By.

Se mere om Hotel Dona Women Only + 18


?