08.03.2021Møde & Event News

Hotelgæster vil op på cyklen

Nyt landsdækkende netværk under Small Danish Hotels lancerer nye cykelkoncepter.

Danmark er kendt som et cykelvenligt land, som trækker international opmærksom hos turister. Samtidig er cykleinteressen vokset blandt danskere, som med stor iver tramper ud på de nationale cykelruter, mountainbikespor og de små landeveje.

På den baggrund er en række danske hoteller gået sammen i et nyt landsdækkende netværk med navnet Danish Bike Hotels. Netværket lanceres i et samarbejde mellem Small Danish Hotels og rejseselskabet Danish Biking.

”Med Danish Bike Hotels har vi skabt et hotelnetværk, hvor overnatningsstederne er gearet til at facilitere et cykelophold på alle tænkelige måder, så der, efter en dag med sved på panden og gode kilometer i benene, kan blive sørget godt for både cyklister og udstyr,” siger Michael Andersen, initiativtager til Danish Bike Hotels og direktør i Danish Biking.

Foreløbigt over 30 hoteller i netværket
Det voksende netværk tæller i dag over 30 hoteller, der alle er en del af hotelkæden Small Danish Hotels. Hotellerne er dedikerede cykelhoteller og udmærker sig ved at tilbyde løsninger, hvor cykling og forkælelse går op i en højere enhed – både hvad angår det gode værtsskab og faciliteter.

Hotellerne tilbyder fx indendørs cykelopbevaring i cykelstald, det mest nødvendige værktøj og pumper, mulighed for cykelvask, vask og/eller tørring af cykeltøj og opladestation til el-cykel.

Det nye netværk er helt i tråd med Small Danish Hotels ambitioner om at knytte attraktive aktiviteter sammen med hoteloplevelsen og samtidig have fokus på bæredygtighed. ”Vi udvikler vores hoteloplevelser i takt med de trends, vi ser i ferie- og fritidsmarkedet. De senere år har vi har oplevet en stigende efterspørgsel efter cykelophold, hvor gæstfriheden er lige stor til både cykler og ryttere,” siger Jørgen Christensen, direktør i Small Danish Hotels.

Danish Bike Hotels

Small Danish Hotels


?