12.05.2020Møde & Event News

Hvad må god plads og hygiejne koste?

Hvis man kræver dobbelt plads og ekstra høj hygiejne, må en mødeplads så gerne koste mere, end den gjorde før? Lige nu hænger prisen i luften.
 
Konferencechef Rikke La Cour Storgaard fra Scandic Kolding har lige nu flere bookinger, hvor prisen hænger lidt i luften, indtil de præcise retningslinjer er kendt i august og frem. Dels er der krav fra regeringen, dels er der forventninger fra mødeplanlæggerne. Det store spørgsmål er: Hvem skal nu betale?
 
Hvad skal det koste at sidde ved siden af en tom plads?
 
Hvis hver anden plads i et mødelokale udgår pga. pladskrav, hvis der skal sprittes af hver anden time, og hvis der skal flere hænder til at sikre hygiejnen ved servering af en smittefri buffet eller anden frokostform, så svarer det i princippet til, at prisen per mødegæst bliver noget nær dobbelt så høj. "Og det betyder, at vi kun får halvdelen af den indtjening, vi plejer," siger Rikke La Cour Storgaard.
 
"Vi følger naturligvis de til enhver tid gældende retningslinjer, men hvis mødedeltagere vil have yderligere krav ud over dette, så er der nødt til at være sammenhæng mellem dette og prisen. Vi er allerede nu i en situation, hvor vi ikke kan prisfastsætte en kontrakt til et møde, der afholdes i for eksempel november måned. Heldigvis er mødeplanlæggerne indforstået med, at vi lader prisen hænge lidt i luften, indtil vi kender de nøjagtige krav og vilkår," siger hun. "Lige nu ændrer retningslinjerne sig jo fra dag til dag."
 
En buffet kan evt. serveres via en buffist
 
Generelt vil der ske store ændringer i prisstrukturen. Afbestillingsvilkår, catering, antal stole i et møderum - det hele kommer til at foregå anderledes. "Nu er det jo tilladt med buffeter igen," tilføjer Rikke La Cour Storgaard. Rent faktisk viste Kursuslex analyse blandt mødeplanlæggere i april måned, at 66% slet ikke ønsker buffet, som tingene ser ud lige nu. "Men der er jo mange måder at afvikle en buffet på," understreger Rikke La Cour Storgaard. "Vi er i fuld gang med etablere en buffetoplevelse, som både tilfredsstiller ønsker om et bredt og lækkert udvalg og samtidig skaber en tryg oplevelse for gæsterne.” 


Se mere om Scandic Kolding


?