08.06.2020Møde & Event News

Tivoli åbnede i ny version og med stort fyrværkeri

Mandag slog Tivoli portene op og det blev markeret med et stort "Nu bliver det godt igen fyrværkeri".

Den 8. juni åbnede Tivoli i en lidt anden version end vanlig med en række sikkerhedshensyn, som gæsterne og medarbejderne skal tage til hinanden.

Åbningsdagen fejredes bl.a. med et stort "Nu bliver det godt igen fyrværkeri" i alle regnbuens farver.

Ved indgangene og i haveanlægget skal gæsterne holde afstand. Til gengæld gør Tivoli App’en det muligt for gæsterne at forberede deres tivolioplevelse hjemmefra med billetkøb, der giver en mere smidig adgang til forlystelseshaven.

Under selve besøget kan gæsterne via App’en bestille tid til en tur i forlystelserne, så de ikke skal stå i fysisk kø. På samme måde kan de bestille mad til afhentning i de mange boder. Igen for at undgå den fysiske kø. Forlystelserne afsprittes løbende og der vil være afstand mellem passagerne.

I tilfælde hvor Tivoli medarbejdere er tæt på gæsterne, f.eks. ved sikkerhedstjek af bøjlerne i Rutschebanen, vil de være iført Covid-19 visir i gæstevenligt Tivoli design. Tivolis direktør, Lars Liebst siger: ”Vi er bagud på point pga. Covid-19, men nu tager vi hul på sommersæsonen. Vi har længe forberedt os på at kunne åbne Tivoli i en version, som lever op til myndighedernes sikkerhedskrav omkring afstand, forsamlinger og hygiejne. Vi ser frem til at give gæsterne en sikker og smidig Tivoli oplevelse med nye digitale kø-systemer og vi har en stor, professionel medarbejderstab med erfaring i at håndtere forsamlinger. Senere på sommeren får vi premiere på en helt ny Tivoli Food & Wine festival. Nu ser vi frem til gensynet med gæsterne og vi tager fat på genåbningen af Tivoli med omhu og påpasselighed”.

Læs mere om Tivolis forholdsregler


?