25.04.2021Møde & Event News

Ny restauratør på Værket

Værket i Randers har fået ny restauratør, som står i spidsen for Restaurant Madværket.

Værket er Randers’ musik- og teaterhus som også rummer faciliteter til møder, konferencer og events. Gennem 30 år har Værkets restaurant heddet Café Sven Dalsgaard, men nu har en ny restauratør taget over og samtidig har Værkets spisested fået nyt navn - Restaurant Madværket.

Den nye restauratør er Christian Haun Enoch. Han er 36 år, opvokset i Mariager, har både gjort sig som kok og prisvindende tjener, været selvstændig, stået i spidsen for køkkenet i Musikhuset Aarhus og deltaget i madprogrammet MasterChef.

”Jeg er glad og stolt over at have vundet forpagtningen og glæder mig enormt til at slå dørene op til Restaurant Madværket. Jeg vil gøre mit absolut bedste for at give gæsterne en helhedsoplevelse, der overstiger deres forventninger,” siger Christian Haun Enoch.

Værkets musik- og teaterchef Mikael Qvist Rørsted glæder sig også over den nye forpagtning.

”Vi er så spændte på at få en ny restauratør ind i huset – og vi er ikke i tvivl om, at vi har fundet en klar vinder af udbuddet. En mand, der virkelig kan se potentiale i byen, og som vil gå all in på at skabe et dejligt spisested,” siger Mikael Qvist Rørsted.

Renovering inden åbning
Inden Restaurant Madværket går i luften, skal køkkenet renoveres. Det er nedslidt efter mange års flittigt brug og trænger til en opfriskning. Restauranten åbner dermed til sæsonstart på den anden side af sommeren.

Foruden middag i restauranten vil Madværket også tilbyde diverse festarrangementer, møder og konferencer, kokkeskoler og temaaftener.

Læs mere om Værket i Randers


?