20.03.2019Møde & Event News

Ny salgschef hos Koldingfjord

Charlotte Rasmussen er ny salgs- og marketingchef på hotellet ved Kolding Fjord. Hun kommer senest fra Sinatur Kæden.

Charlotte Rasmussen er pr. 1 marts ansat som en ”driver”, der skal styrke, udvikle og intensivere salg- og marketingsindsatsen på Hotel Koldingfjord. ”Charlotte har, med sin faglighed og professionelle kompetencer en profil, der matcher vores behov for en forstærket og struktureret indsats på dette område, og jeg kan se store fordele i hendes erfaringer og netværk fra tidligere jobs og lokale kontakter,” siger Peder J. Madsen, adm. direktør på Hotel Koldingfjord.

Før hos Sinatur og Hindsgavl

Den 50-årige salgs- og marketingchef kommer fra en lignende stilling i Sinatur kæden. Her har hun de sidste 2 år medvirket til at forny brandet for de 6 hoteller. Tidligere har hun været salgschef i 4 år på Hindsgavl Slot og 20 år i IT-branchen inden for salg og marketing.

Udsigt er vigtigt

”Jeg glæder mig til at byde ind med min erfaring og næse for skæve marketingvinkler og salgsaktiviteter. Stedet er fantastisk og byder på mange muligheder, når vi snakker konferencer, møder og arrangementer for virksomheder. Jeg har arbejdet på smukke steder tidligere og ved, at det betyder meget for mødedeltagerne, at udsigten, gastronomien, historierne og naturen omkring stedet er i orden, når man skal bruge tiden uden for sin vante hverdag,” siger Charlotte Rasmussen.

Se mere om Hotel Koldingfjord


?