12.03.2020Møde & Event News

Øg kreditten og sænk renten

Konferencer og fester aflyses. Vi vil se en konkursbølge. Branchen har brug for politisk handling, efterlyser Small Danish Hotels.

Aflysninger, udsættelser og ordreflytninger er over de sidste dage blevet hverdagskost hos alle de hoteller og kroer, der er medlem af sammenslutningen Small Danish Hotels. Og med de seneste meldinger fra regeringen rammes overnatningsstederne nu med stormstyrke af alvorlige konsekvenser, lyder det i en pressemeddelelse fra sammenslutningen.

Weekendens begivenheder, gourmetophold og forretningsophold aflyses forståeligt nok i stor stil, men tilbage står en lang række hotel- og kroejere med køleskabe bugnende af råvarer, tilberedt mad og ikke mindst forbrugte timer, som der ikke kan faktureres nogen steder. Aflysningerne vil få store konsekvenser for de små- og mellemstore virksomheder i branchen.

Moms og skat udskydelse er ikke nok

”Den hårde opbremsning har sendt branchen ud i en krise, som vi ikke tidligere har set magen til. Hoteller og kroer er totalt handlingslammede og kan allerede notere millionstore tab. Vi må sende folk hjem, og det har store personalemæssige omkostninger. Her hjælper udskydelse af moms og skat ikke, når indtægterne totalt udebliver. Det er et menneskeligt, arbejdsretligt og økonomisk dilemma, som arbejdsgiverne har brug for politisk hjælp til at håndtere”, siger Jørgen Christensen, som er direktør i hotelkæden Small Danish Hotels.

Vi vil se en konkursbølge

Small Danish Hotels ønsker naturligvis kun at understøtte situationen i Danmark og begrænse virussmitten, så de følger på alle måder myndighedernes anvisninger, men hotelkæden frygter, at krisen vil trække spor langt ind i hele 2020. Enkelte arrangementer skubbes til senere på året, men langt de fleste annulleres. ”Vi får en reel konkursbølge blandt små og mellemstore hoteller og kroer, hvis der ikke kommer en politisk håndsrækning straks. Vi har brug for, at finansieringsinstitutterne stiller sig positivt over for at øge kreditterne og eventuelt sænke renten, så vi kan holde skibet flydende, indtil krisen driver over. Vi forestiller os en aktion a la bankpakkerne under finanskrisen, hvor det danske samfund holdt hånden under bankerne. Nu må bankerne holde hånden under samfundet, og staten bør tage hånd om de små virksomheder, der ikke mindst driver ”udkantsområderne” med mange arbejdspladser og stor betydning for den lokale økonomi”, fortsætter Jørgen Christensen. Foto: Benniksgård Hotel.

Se mere om Smal Danish Hotels


?