12.12.2021Møde & Event News

Trinity skal have ny direktør

Direktør på Trinity Hotel & Konference Center fratræder efter aftale med bestyrelsen.

Bestyrelsen i Trinity Hotel & Konference Center ved Fredericia har indgået en gensidig aftale om fratrædelse med direktør Eva Ejlskov.

Eva Ejlskov kom til Trinity Hotel & Konference Center i 2014. Hun har blandt andet transformeret Trinity fra udelukkende at være et møde- og konferencecenter til en fleksibel og alsidig hotelvirksomhed med events, a la carte restaurant, fester & selskaber samt leisuregæster.

Samlet har de nye forretningsområder og optimeringen af møde- og konferencedelen bidraget til vækst og positive resultater siden Eva Ejlskov tiltrådte.

Da Trinity skal sætte gang i en ny strategisk udvikling, er det bestyrelsens vurderingen, at der behov for nye kræfter til at udvikle og gennemføre den transformation, som der er behov for.

Bestyrelsen har derfor indgået en gensidig aftale om fratrædelse med Eva Ejlskov, oplyser Trinity Hotel & Konference Center i en pressemeddelelse.

Salgs- & udviklingschef Lisbeth Vinther-Wilhelmsen er konstitueret som direktør.

Bestyrelsen indleder nu en proces med at søge efter en ny direktør, som kan stå i spidsen for den transformation som Trinity Hotel & Konference Center skal igennem.

Læs mere om Trinity Hotel & Konference Center


?