30.04.2021Møde & Event News

Vikingbus er en realitet

Nyt busselskab med fire af Danmarks førende operatører er godkendt af Konkurrencerådet.

Etableringen af Danmarks førende operatør inden for buskørsel er en realitet, efter Konkurrencerådet har godkendt fusionen af de fire busselskaber – Egon’s A/S, Larsenbus ApS, Papuga A/S og Papuga Bus A/S under navnet Vikingbus.

Vikingbus bliver med cirka 450 busser og 775 medarbejdere en af Danmarks største operatører og udfører alle former for bustransport i Danmark og i udlandet.

Fart på sammenlægning
De fire busoperatører annoncerede planerne om at gå sammen om et nyt selskab allerede sidste sommer.

”Siden vi annoncerede vores planer om at etablere det nye Vikingbus, har vi forberedt os på at blive en endnu mere attraktiv samarbejdspartner for både mindre og større kunder. Med myndighedernes godkendelse kan vi sætte ekstra fart på sammenlægningen og udviklingen af Vikingbus,” siger Mogens Pedersen, der bliver administrerende direktør i selskabet.

Stordrift med lokal forankring
Realiseringen af Vikingbus gør det muligt at præsentere kunder for branchens bredeste geografiske dækning, der tager afsæt i 13 lokalt forankrede kontorer i København, Køge, Lynge, Slagelse, Kalundborg, Vordingborg, Vejle, Fredericia, Kolding, Brørup, Esbjerg, Skjern og Aarhus.

Den lokale tilstedeværelse, og mulighederne for at kunne tilbyde kunderne en endnu mere varieret busflåde, giver sammen med andre synergier Vikingbus en række stordriftsfordele, som ifølge selskabet vil være til gavn for miljø, klima og medarbejdere.

Se mere om Vikingbus


?